Reflektion over den nye tid
Der er en foranderlig tid. En tid, der stiller store krav til omstillingsparathed og til det at tænke ud af boksen og indrette sig på nye måder. For mange er det en voldsom indgriben i de vaner og livsformer, vi har skabt for os selv. Coronatiden har for mange af os givet udfordringer; både sociale, økonomiske og personlige.

Nye indsigter og måder at se tingene på
Selv er jeg forundret over den ro, der er, når kalenderen er tom, og der ikke er en bagkant på samme måde som før. Jeg har opdaget, at jeg har fået nye finurlige vaner; jeg er mere kreativt skabende og på mange måder mere fokuseret i nuet.
Det er ikke alle tidspunkter, jeg lader tidens vilkår vægte så let. Jeg er også – som mange andre – udfordret på flere punkter. Men en af mine grundfilosofier er: “Det er ikke problemet, der er problemet; det er måden, jeg forholder mig til det på, som er problemet”.
Mine tanker og min tilgang til det, jeg kalder “problemet”, giver mig et valg. Enten kan min tilgang være fra et ”offer-stadie”, som giver smerte, og hvor jeg taber energi. Alternativt kan jeg forsøge at bringe mig selv i et ”styrke-stadie”, hvor jeg fokuserer på læring, at skabe mening og at opdage nye handlemuligheder. Dette giver mig energi, glæde og overskud. Det kræver dog også en indsats, når man vil ændre sit udsyn.

Reflektion giver anledning til at se tingene i et større perspektiv
Nogle gange starter jeg i ”offer-stadiet”. Men jeg kan for det meste og ret hurtigt bringe mig selv i ”styrke-stadiet”, som er mere positivt og bidragende for mig.
Til tider lykkedes det ikke for mig. I disse tilfælde prøver jeg i stedet at flytte fokus og perspektiv over på noget meget større. F.eks. ser jeg – som nu – på Moder Jord. Jorden blomstrer og ånder. Verdenshavene, floder og åer er mere rene og klare; de er uforstyrrede, og stimer af fisk kommer frem. Delfiner ses forskellige steder og nu også i Danmark. Der er generelt mindre forurening, renere luft og massiv reduktion af CO2-udledning.
9 ud af 10 anerkender klimaforandringerne som et alvorligt problem, men langt færre handler på det. Holdninger redder os ikke; handlinger redder os. I denne tid, vi finder os i nu, er konsekvenserne af vores handlinger altafgørende. Vores planet kvitterer med tydelige signaler om, hvorvidt vi er på rette vej eller ej. Lige nu er vi underlagt nogle vilkår, der viser sig at forbedre vores planet. Kort sagt; hvis vi redder naturen, kan naturen rede os!



Selvcoaching
Hvad er gaven ved denne nye tid for dig? Er det ekstra tid med dine kære, at du får ordnet en masse praktisk derhjemme, mere ro og fordybelse, tid til en ny hobby, at du bruger færre penge, at hjemmearbejde betyder færre timer brugt på transport osv? Du er velkommen til at give dig selv en stund til refleksion. Brug gerne nedenstående spørgsmål til inspiration:
- Hvilke nye muligheder har den nye tid givet dig?
- Hvilke nye vaner har du fået skabt i denne tid? Hvad bidrager de med i dit liv?
- Hvad har du opdaget om dig selv?
- Hvad er du mest taknemmelig for i denne tid?
- Hvad vil du gøre mindre af?
- Hvad vil du gøre mere af?
- Hvad har du lært om dig selv og denne tid, som du vil tage med dig
fremadrettet?
