Tilknytningsmønstre og relationer

Din barndoms tilknytningsmønster påvirker med andre ord dine relationer og dit kærlighedsliv som voksen. Derfor er det vigtigt at være bevidst om, hvorvidt du er tryg eller utryg i dit tilknytningsmønster.

Vores tilknytningsmønstre udvikles især i de tidligere år af barndommen. Det er under stærk indflydelse af, hvordan de primære voksne (forældre, tætknyttede plejere og relationer m.m.) har responderet på os under vores opvækst. Den tilknytningsform, som præger forholdet mellem børn og primære voksne, er afgørende for børns stabilitet samt deres sociale, følelsesmæssige og kognitive udvikling, der udfoldes i opvæksten og føres med ind i voksenlivet.

Tryg og sikker eller utryg og usikker?

Tilknytningsmønstre kan inddeles i fire forskellige kategorier. Overordnet er der tale om enten tryg/sikker tilknytning eller tre former for utryg/usikker tilknytning. De fire grupper er:

• Tryg/sikker tilknytning (grøn)
• Ambivalent/ængstelig tilknytning (gul)
• Undgående/undvigende tilknytning (gul)
• Desorganiseret/dysfunktionel tilknytning (rød)

Ca. 60 procent af befolkningen er trygt tilknyttede, mens de resterende ca. 40 procent hører under et af de tre utrygge tilknytningsmønstre. Men der er faktisk mange i den sidste gruppe, der ikke er bevidste om deres utrygge tilknytning. Ubevidst kan man bære rundt på et utrygt og usikkert tilknytningsmønster. Det kan både være rod til konflikter og udfordringer i samspillet med andre mennesker, og det kan også forårsage videreførelsen af det utrygge mønster til egne børn. For at skabe bedre relationer og videregive et trygt tilknytningsmønster til sine børn, er det vigtigt at få indsigt i sin egen tilknytning og arbejde med at ændre et eventuelt utrygt mønster.

De fire tilknytningsmønstre

Tryg/sikker tilknytning

Barnets samspil med forældrene/de primære voksne har været stabilt, trygt og fyldt med opmærksomhed, nærvær, omsorg og behovsopfyldelse. Her vokser barnet op med et trygt, sikkert og tillidsfuldt fundament, der skaber rum og frihed til at begive sig ud i verden, i livet og i relationer.

I voksenlivet viser mønsteret sig i åbenhed, tillid, rumlighed, empati m.m. og en evne til at indgå i relationer med andre mennesker og kommunikere om følelser og behov.

Ambivalent/ængstelig tilknytning

Når inkonsistens, uforudsigelighed og uberegnelighed præger samspillet mellem barn og primære voksne, er det tale om ambivalent/ængstelig tilknytning. De primære voksne er ofte skiftende tilgængelige/utilgængelige for barnet, da de i højere grad er optaget af deres eget følelsesliv. Det kan føre til rolleombytning, hvor barnet udvikler en form for tilpasningsdygtighed over for andres følelser og behov, der skal sikre barnet interaktion, opmærksomhed og kærlighed. Barnet udvikler mistillid, indre uro og en higen efter nærvær, der kan medføre klæbende adfærd.

Som voksen kan dette tilknytningsmønster ofte tilskrives en “pleaser”, der giver meget af sig selv for at føle sig set, bekræftet og anerkendt – dog uden at have tillid til disse følelser og med et umætteligt behov. Samhørighed sættes over selvstændighed. Mønsteret viser sig i ængstelighed, usikkerhed, urolighed og omklamrende adfærd, hvilke øges i forbindelse med afvisning, adskillelse og afsked.

Undgående/undvigende tilknytning

Barnet udvikler en undgående/undvigende adfærd, når samspillet med de primære voksne er utrygt grundet kritik, afvisning, skæld ud, ignorering, manglende behovsopfyldelse m.m. Dette leder til, at barnet ophører med eller i faldende grad udtrykker sine behov og følelser.

Personer med dette tilknytningsmønster vil som voksne isolere sig følelsesmæssigt fra andre. Ved at ignorere og undertrykke egne behov når disse personer en overbevisning om, at de ikke har behov for andres omsorg, nærvær og kærlighed. Det er også dette signal, som sendes udadtil, og det fungerer som en undgåelsesstrategi. Den udviklede uafhængighed gør det svært at skabe nære, åbne og tillidsfulde relationer til andre mennesker. At føle, vise og tale om kærlighed og omsorg anses som et tegn på svaghed og tab af kontrol.

Desorganiseret/dysfunktionel tilknytning

Denne gruppe kan anses som den værste eller mest utrygge tilknytningsform, da der her er tale om regulært omsorgssvigt. Dette mønster leder i højere grad end de andre tre til varige og mere alvorlige mén som deciderede psykiatriske diagnoser og personlighedsforstyrrelser.

Barnets samspil med de primære voksne er præget af uforudsigelighed, omsorgssvigt, vold, krænkelser, misbrug og overgreb. Der opstår en dualitet i barnets frygt for og samtidig søgen efter tryghed og sikkerhed hos de primære voksne. Barnet kan udvikle alvorlige tilknytningsforstyrrelser og svinge mellem adfærdsmønstre, der knytter sig til de øvrige utrygge tilknytningsmønstre.

Den konstante udsættelse for frygt, uforudsigelighed, upålidelighed og uopfyldte følelsesmæssige behov kan resultere i, at kroppen udsættes for længerevarende alarmberedskab og at der udvikles stress, angst, panik og indre kaos. Dette kan udvikle sig til vedvarende symptomer eller diagnoser, der føres med ind i voksenlivet. Den manglende indre ro, tillid og tryghed skaber udfordringer i relationen til både sig selv og andre mennesker. Personer med dette mønster oplever hjælpeløshed, humørsvingninger og følelsesmæssige udsving, samtidig med at de kan have svært ved at forstå og håndtere følelser og empati.

“Elsk alle, stol på nogle få, gør ondt mod ingen.”

– William Shakespeare

Bare rolig – der er håb forude!

Er du – eller din partner – en af de ca. 40 procent, der har et utrygt tilknytningsmønster? Det er muligt for personer med et utrygt tilknytningsmønster at overskrive sit oprindelige tilknytningsmønster og lægge det fra sig – og blive “tillært tryg”. Dette kræver, at man arbejder med sig selv og aktivt både erkender sin psykologiske arv og arbejder med at bryde og ændre sit tilknytningsmønster. Med hjælp fra en personlig coach, teapeut eller lign. kan denne proces skabe nye og afgørende indsigter i både bevidste og ubevidste adfærds-, tanke- og tilknytningsmønstre. Hermed kan utrygge tilknytningsmønstre blive behandlet, og der kan arbejdes hen imod nye horisonter med et trygt tilknytningsmønster.

Når du kigger dybere indad og reflekterer, både inde i dig selv og når du går i dialog med andre og sætter ord på dine tanker, så sætter du det inter- og intrapersonelle i spil.

Det intra- og interpersonelle

Det intrapersonelle – Det, der er inde i dig selv

Det intrapersonelle handler om din evne til at stoppe og og reflektere over samt agere på dét, der foregår inden i dig. Det drejer sig om at blive mere bevidst om dig selv, dine mønstre og den, du er. Derfor er fokus på din indsigt i dig selv samt din evne og lyst til at blive klogere på dig selv og blive bevidst om dine tanker, følelser, handlinger og hvad du er for en person – både over for dig selv og i dine omgivelser og relationer.

Hvis du ikke er i kontakt med dig selv og har forståelse for dine behov, følelser og tanker, så er det svært for dig at udtrykke dig. Både over for dig selv og over for andre. Det er vigtigt, at vi ved, hvordan vi har det indeni, så vi tydeligt kan kommunikere vores behov, grænser, ønsker m.m. og opnå forståelse for og fra andre mennesker.

Du kan træne og styrke din intrapersonelle evne ved dagligt at arbejde med dig selv. At have ro og pauser med til at reflektere over dagen, situationer, oplevelser, tanker, følelser og handlinger gør det muligt at mærke efter. På dette grundlag kan du beslutte, hvad du vil gøre mere eller mindre af, og du kan opnå mere autencitet over for dig selv. Du kan også med fordel reflektere højt med en fortrolig om det, der foregår inden i dig.

Det interpersonelle – Det, der er mellem mennesker

Det interpersonelle handler om den kommunikation, der opstår og foregår mellem mennesker – det handler om relationen mellem dem. Hvordan har jeg det? Hvad synes jeg om dig? Hvordan har du det? Hvordan har vi det?
Det handler også om at være til stede i relationen. At kunne aflæse hinanden, have øjenkontakt og prøve at registrere og reagere på så mange ting som overhovedet muligt. Det er dér, vi bliver i stand til at spørge ind til hinanden og undersøge, hvordan den anden har det. Ved at lytte, se og mærke kan vi udvise empati og omsorg.

Selvcoaching

Hvis du er i tvivl om, hvordan du skal komme i gang, og hvad der skal til for at skabe forandringer, så start med din egen erkendelse og bevidsthed. Du kan både reflektere for dig selv og vælge at tale med en fortrolig. At tage en dybere snak om dine tanker kan give dig nye indsigter, der kan hjælpe med at udvide horisonten.

Reflektér over din barndom og prøv at identificere det tilknytningsmønster, du mener, du er vokset op i. Tænk også over, hvordan du vil definere det tilknytningsmønster, som du har nu. Stemmer de overens?
Du kan også se på dine tidligere og evt. dit nuværende parforhold. Hvad har været udfordrende? Er der et gennemgående tema for dine tanker, reaktioner, adfærdsmønstre m.m?

Du kan tage udgangspunkt i følgende spørgsmål:

• Hvordan var min barndom?
• Hvordan var mine forældre og/eller primære voksne over for mig?
• Blev jeg mødt i mine behov?
• Hvad er mine strategier, når noget bliver udfordrende og svært?
• Hvad er mit tilknytningsmønster?
• Hvordan påvirker det mit samspil med dem, jeg har kær?
• Er der balance mellem det intra- og det interpersonelle?
• Hvordan er min evne til at reflektere over mig selv?
• Formår jeg at korrigere mig selv, så jeg lever fra hjertet og ikke ud fra (bevidst som ubevidst) frygt?