Hvad er lykke egentligt?
Mange søger og jagter lykken. Men hvad er lykke overhovedet? Og hvad kan du selv gøre for at føle lykke i nuet og ikke kun være optaget af forestillingernes og forventningernes lykkerus?
I Den Danske Ordbog står der om ordet lykke: ”Følelse af dyb glæde over og stor tilfredshed med den (livs)situation man befinder sig i”. Ud over tilfredshed og glæde er lykke også synonym med ord og tilstande som fryd, begejstring, fornøjelse, henrykkelse, behag og lign. Der findes også mange citater og ordsprog, som udtrykker sig forskelligt omkring begrebet lykke. Her er et lille udpluk:
”Lykke er, når forventninger og virkelighed stemmer overens”
”Du er din egen lykkes smed”
”Lykke er ikke et mål, det er et biprodukt”
”Lykken er meningen og formålet og hele målet med menneskets eksistens”
”Lykke er at nyde nuet uden at tænke på fremtiden”
”Drømmen om lykke er mere end selve lykken”
”Lykken afhænger af dig selv”
”Lykken er ikke bare en mulighed, men en rettighed”
”Du er lige så lykkelig, som du beslutter dig for at være”
Lykke som nydelse eller livsindstilling?
Den østrigske læge Freud og den romerske forfatter og filosof Seneca havde meget forskellige opfattelser af begrebet lykke.
Freud talte om nydelsens øjeblik, og hans tankegang omkring lykke var: ”Mest mulig nydelse og mindst mulig smerte.” Freud mente, at lykke handler om nydelse og dét, der føles rart i en given situation. På denne måde anses lykke til at være styret af vores behov, drifter og følelser og af tilfredsstillelsen af dem. Heri ligger også, at mennesket er i stand til at udskyde nydelse i en given situation, hvis der er en forventning om en større nydelse eller belønning i fremtiden.
Seneca mente derimod, at lykke handler om optimisme og om, hvordan mennesket møder verden. Herved bliver lykke anset som en livsindstilling og en måde at se verden på. Senecas pointe var, at følelserne skal underlægges fornuften, så mennesket ikke bliver trukket rundt i manegen af impulser og drifter. Han betegnede lykken som “sindsro” og det at møde verden optimistisk, med et smil og uden at lade sig dirigere af sine følelser.
Så er lykke noget, man oplever i et enkelt øjeblik i en given situation? Eller er det en optimistisk grundindstilling til livet? Mon ikke at du, kære læser, kan finde elementer af både Freuds og Senecas tilgang i forståelsen af din egen lykke?
Hverdagen er fuld af lykkeglimt
Mange forskere er enige om, at lykke er en tilstand, der kommer i glimt. Når vi oplever og genoplever lykke, selv i små lykkeglimt, så spredes den i vores system og øger mængden af lykkehormonerne oxytocin, dopamin, serotonin og endorfiner. Disse lykkehormoner er meget vigtige for vores sundhed, trivsel og livskvalitet.
Hvorfor går vi mennesker så alligevel i håbet om den evige, stabile lykketilstand? Måske ligger svaret netop i, at vi er mennesker. Vi har mange forskellige tanker og grundfølelser. Dét er menneskets natur, og netop derfor er det ikke muligt kun at være lykkelig og finde sig selv i en evig lykketilstand.
Lykke kan let forveksles med idealet og tanken om det “lykkelige liv”. Medierne bombarderer os konstant med forslag, opfordringer og bud på, hvad vi skal eje, hvordan vi skal se ud, hvordan noget skal føles osv. Vi kan let blive overtalt og forført til at tro på (bare noget af) det, vi hører. Det kan have den konsekvens, at vi faktisk helt går glip af størstedelen af hverdagens lykkeglimt, fordi vi er så optagede af falske idealer.
Træn evnen til at opleve lykke
Når vi lukker af for hverdagens lykkeglimt, kan det resultere i mistrivsel og utilfredshed med vores livsomstændigheder. Inden for coachingverden er der mange – både unge og voksne – der netop er udfordrede på dette. Mange mennesker har i høj grad brug for at finde tilbage til kernen i dem selv, så de står stærkere, er mere til stede i nuet og kan nyde mange flere lykkeglimt. Det er vigtigt, at vi ikke kun stræber efter den store lykke, men også skaber og nyder hverdagens små lykkeglimt i nuet, fordyber os i det, vi er og har, og ser på alle de lysglimt, som vores liv byder på.
Den gode nyhed er, at selvom vi er mennesker og har forskellige grundfølelser, så er vi hver især i stand til at skabe forandringer. Vi har hver især indflydelse på, hvor meget nærvær vi giver de forskellige følelser. Nogle mennesker er mere opmærksomme på at “samle” på lykkeglimt, og dermed får de også flere lykkelige stunder i livet.
Selvcoaching
Sæt lykke på dagsordenen! Spørg dig selv:
- Hvad er lykke for mig?
- Er jeg opmærksom på de små lykkeglimt, eller er jeg mere optaget af drømmen om den store lykke?
- Henter jeg lykken uden for mig selv eller inden i mig selv?
- Hvordan skaber jeg flere lykkeglimt for mig selv og med mig selv?
- Hvad og hvem kan bidrage til mine lykkeglimt?
Taknemmelighedsøvelse
Lav en øvelse, der hjælper dig til at fokusere på hverdagslykke og dagens lykkeglimt: Skriv hver aften, inden du går i seng, 5-10 af dagens lykkeglimt i en notesbog.
Start hvert lykkeglimt med “Jeg er taknemmelig for ….”.
Her nogle eksempler til inspiration:
- “Jeg er taknemmelig for, at min bedste ven ringede i dag, og jeg følte, vi havde en dejlig ligeværdig dialog”.
- “Jeg er taknemmelig for, at jeg var autentisk over for xxx og fik modet til at bede om hjælp”.
- “Jeg er taknemmelig for, at jeg er til”.
- “Jeg taknemmelig for min evne til at få det bedste ud af disse tider”.
- “Jeg er taknemmelig for mit teams bidrag”.
- “Jeg er taknemmelig for min familie og vores snakke i dag”.
Du kan vælge bare at være i flow og skrive derudaf, som lykkeglimtene dukker op, eller du kan skrive ud fra forskellige temaer: familie, partner, dig selv, venner, bolig, job, naturen osv.
Har du svært ved at skrive ned, eller har du lyst til en dialog om dine tanker, så kan du også dele dine taknemmeligheder med din partner, et familiemedlem, en ven o.lign. Det vigtigste er, at du giver dig selv muligheden for at stoppe op, mærke efter og give dine tanker lov til at mindes dagens lykkebringende stunder.