Skab forandringer med adfærdsdesign
”Når forandringens vinde blæser, findes der der to typer mennesker: Dem, der bygger læhegn, og dem, der bygger vindmøller.”
Begrebet “adfærdsdesign” dækker over en metode til at ændre menneskelig adfærd i en ønsket og hensigtsmæssig retning. Det beskriver en måde, hvorpå man aktivt designer en konkret adfærd. Begrebet rummer to elementer:
- Adfærd er en aktivitet, opførsel, fremfærd, handling, action og lign.
- Design er det udtryk og den proces, hvor man formgiver noget
Med adfærdsdesign skabes der indsigter og formgives konkrete og målbare adfærdsændringer for at opnå det, der ønskes. Hele livet drømmer vi og sætter mål. Alligevel er det ikke altid, at vores intentioner og ønsker bliver ført ud i livet og bliver til virkelighed. Det er ikke nok at have en intention, idé, holdning eller plan for at opnå noget. Disse er kun med til at oplyse vejen. Dét, der rykker, er at tage action. Altså at gribe til handling og agere på de mål, der ønskes opfyldt.
Om at gå fra holdninger til konkrete handlinger
“Det er ikke holdninger, der definerer vores handlinger. Tværtimod er det handlinger, der definerer vores holdninger.” – Morten Münster
Hvis vi skal ændre menneskers adfærd, skal vi ikke blot forsøge at ændre deres holdninger og vente på, at deres handlinger følger trop. Vi må arbejde direkte med adfærdsdesign og i stedet lade handlinger påvirke holdninger. Ved at designe konkret adfærd skabes der en stærk og effektiv forandring. Selve adfærden er en vigtig og nødvendig bestanddel i processen om at give både form på handlingen og tro på den tilhørende holdning.
Overvej følgende formel: Du ved det + du vil det = Du gør det
Denne formular vil de fleste af os gerne tro på. Virkeligheden er dog ofte en anden. Vi vedbliver med at tro på den underliggende tanke, at det handler om at ændre holdninger gennem mere information og flere argumenter. Men mere viden og information baner ikke vejen i sig selv – selvom vi ofte er overbevist om netop dette. Selvom vi både har viden og vilje, så kommer handlingen og den ønskede forandring ikke naturligt herefter af sig selv.
Eksempelvis ved vi godt, at vi bør spise sundt (viden), og de fleste af os vil også gerne (vilje). Men alligevel er dette ikke nok til, at vi fravælger de usunde madvarer og spisevaner og gør alvor af ønskerne om en sundere livsstil.
Et andet eksempel er, at mange af os er bevidste omkring de samfundsmæssige fordele ved organdonation (viden). 80 procent af os siger faktisk også, at vi gerne vil donere (vilje), men kun 23 procent gør det.
Der forefindes mange lignenden eksempler, der tydeligt bevidner, at viden og vilje ikke kan stå alene. Det er i eksekveringen af viljen, at vi ofte kommer til kort.
Selvcoaching
Inden for coachingverden er det vigtigt at møde folk i deres ønsker og behov – men også samtidig at afdække og skabe indsigt i, hvad det er, der står i vejen for, at deres drømme, mål og ønsker om forandringer bliver realiseret. Det er derfor, at “løsningsfokuseret” er et af nøgleordene hos CoachYou.
Det er vigtigt at få omsat dialog, tanker og ønsker til adfærd. Via adfærdsdesign må vi skabe små ændringer og tiltag i adfærden, så de positive og bæredygtige forandringer lige så stille kan starte med at bane vejen hen mod målet.
De seks trin
Det er en proces at blive bevidst om hæmmende adfærdsmønstre og underliggende holdninger. At holde disse op mod urealiserede drømme og ønsker for forandringer kan skabe nye indsigter. Her får du seks trin af spørgsmål, som du kan stille dig selv for at komme i gang:
- Hvad vil du gerne væk fra? (F.eks. træthed og uoplagthed)
- Hvad ønsker du? (Være aktiv og have træningsrutiner)
- Hvad forhindrer dig i det, du ønsker? (Ingen energi)
- Hvad vil det give dig at opnå det, du ønsker? (Energi, overskud og glæde)
- Hvordan ser det ud i adfærd, tanker og følelser, når du er der?
- Hvilke nye adfærd vil du designe, som viser, du er på rette vej? (Gå i seng kl. 22 + have træningstøjet i bilen)
Morten Münster har skrevet en fantastisk bog, der belyser og uddyber adfærdsdesign: ”Jytte fra marketing er desværre gået for i dag”. En bog, der får de varmeste anbefalinger herfra.
”Ord uden handlinger er ligeså værdiløse som matadorpenge.“