Vi har alle brug for kærlighed

”Kærlighed er at stå sammen på de gode dage og endnu tættere på de svære dage.”

Vi mennesker er sociale væsner. Kærlighed er et fundament i vores eksistens, og uden den kan vi ikke overleve. Men hvad er kærlighed? Og hvorfor er kærlighed så ligetil og alligevel så kompleks?

Kærlighed

Platon beskrev kærligheden som en måde at identificere sig med sin elskede og tilegne sig karakteregenskaber. Han kalde det for en skønhedsoplevelse. Den opstår ved, at man i sammensmeltningen med en anden person indoptager den andens karaktertræk. Når vi tænker på kærligheden, er det ofte i form af den romantiske kærlighed mellem to mennesker. Men faktisk har grækerne fire forskellige ord til at dække begrebet “kærlighed”:

Agápe

Agápe betyder næstekærlighed og beskriver en uselvisk og altomfattende kærlighed. Det er en slags guddommelig og spirituel form, der foregår på et større og dybere plan. Den kærlighed, der giver uden at forvente noget tilbage. Giver fordi den ikke kan lade være. Kærligheden er tålmodig, den er mild, den misunder ikke, praler ikke og bilder sig ikke noget ind. Den gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag. Den finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden. Den tåler alt, tror alt, håber alt og udholder alt. Kærligheden hører aldrig op.

Éros

Det er den sanselige, erotiske og romantiske kærlighed – på sin vis den klassiske form for kærlighed mellem partnere. Kærligheden er passioneret og fyldt med følelser af lyst og begær. Det er også den kraft, der ofte fører til reproduktion og får verden til at hænge sammen. Det er lysten og dét, der driver mennesker til at stræbe efter mere.

Filía

Den kærlighed, som man føler for en ligestillet person som eksempelvis en ven. Der, hvor man både giver og tager. I denne kærlighed er man i en ligeværdig (udvekslings-)relation med venner og andre.

Storgé

Storgé betegner familiekærligheden. De tætte bånd, der ikke kan brydes – uanset om man er sammen eller ej. Især er der tale om forældrenes kærlighed til deres børn. Den kærlighed, hvor man elsker hinanden uanset hvad. Den naturlige form for kærlighed, der eksisterer mellem familiemedlemmer.

Venskab - søstre - kærlighed

Lektor Anne Marie Pahuus udtrykker, at “Kærlighed er et varieret felt af varme følelser, hvori lysten til at være sammen med den anden person er gennemgående. De varme følelser er ikke kun behagelige, men spænder fra lykke til lidelse”.

Lidelse er måske et stærkt ord i manges ører. Dog kender mange til udsagnet om, at der både er gode og dårlige dage i et parforhold, og at det til tider kan være udfordrende. Problemet er ikke udfordringerne, men derimod den måde, som vi forholder os til dem på.
Det er spændende og indsigtsgivende at tænke over, hvilke strategier man benytter sig af, når man møder udfordringer i kærligheden og parforholdet.

Kærlighed - parforhold

Selvcoaching

Sæt parforholdet og kærligheden på dagsordenen. Tænk over, hvilke strategier du bruger til at navigere i de udfordringer, som du møder i parforhold. Spørg dig selv:

  • Hvad er mine strategier, når noget bliver udfordrende og svært?
  • Hvordan er mine evner til at håndtere udfordringer?
  • Hvor følelsesmæssigt robust er jeg i forhold til at rumme svære følelser og takle dem?
  • Hvordan møder jeg udfordringer? – med flugt, frys, kamp eller noget fjerde?
  • Hvad er det gennemgående tema? – og genkender jeg dette tema fra tidligere forhold?
  • Hvordan kan jeg møde udfordringer med nysgerrighed og et åbent hjerte?
  • Hvad er læringen i de udfordringer, jeg står i?
  • Hvad skal der til for at sætte parforholdet på dagsorden og skabe mere nydelse og glæde?
  • Hvordan vil jeg vende det udfordrende til en blomstrende læring af værdi for forholdet?
  • Hvordan sikrer jeg mig healing og udvikling for at styrke mig selv, min partner og vores forhold?
  • Hvad er jeg taknemmelig for i vores parforhold?
  • Hvad vil jeg gøre mere af, som er til parforholdets bedste interesse?

Ovenstående spørgsmål behøver ikke kun at begrænse sig til parforhold. Har du lyst til og behov for at skabe nye indsigter i og gøre dig overvejelser om din relation til et familiemedlem, en ven eller en tredje? Så tag udgangspunkt i ovenstående liste og mærk efter, om du lærer noget nyt om dig selv, dine behov og dit samspil med andre.

 

“Kærlighed er kraften til at kunne bære ikke bare sin egen, men også sin partners ufuldkommenhed gennem livet.” – Ron Kritzfeld